slide left slide right
Spis din broccoli

brocart1

"Jeg er præsident for USA, og jeg vil ikke spise mere broccoli."
Det har nok givet et gib i selv de mest garvede ernæringsforskere, husmødre og broccoli-dyrkere dengang i starten af 90’erne, da daværende præsident George Bush proklamerede sin uvilje mod den lille krøllede grønsag. Men hvad nogen måske mener, at broccoli mangler i smag, kan den lille grønsag klart opveje for i indhold.

Sprængfyldt med næring
Ikke nok med, at broccoli er sprængfyldt med næring og kun få kalorier, meget tyder også på, at stoffer i broccoli kan spille en vigtig rolle for at holde os sunde og fri for en række sygdomme.
Tanken om, at den mad vi spiser kan styrke vores immunforsvar og afværge og bekæmpe sygdomme, er der ikke noget nyt i. Allerede for mere end 2000 år siden sagde den græske læge Hippokrates, at vi skal ’lade mad være vores medicin og medicin være vores mad’. Men det er først indenfor de seneste 15-20 år, at vi for alvor har oplevet et skift fra at se på mad som energikilde til også at begynde at få øjnene op for mulighederne for at spise os til et liv med så lidt sygdom som muligt. Og det er helt almindelig mad vi snakker om. F.eks. er broccoli og dens krøllede fætre blomkålen, rosenkålen og grønkål blandt de fødevarer, som forskerne har særligt kik på.

Broccoli tilbage på tallerkenen
Broccoli stammer oprindeligt fra Italien, og allerede de gamle romere kendte til en forfar til den broccoli, vi kender i dag. Navnet kommer af det latinske ord, brachium, der betyder gren eller arm, hvilket giver god mening, når man ser den træ-agtige form med de små arme, der ender i buketter. Broccoli er sprængfyldt med vitaminer og mineraler, blandt andet C-vitamin, K-vitamin, A-vitamin, B-vitamin, E-vitamin, folinsyre, jern, calcium, fosfor og magnesium.
Udover det imponerende vitamin- og mineralindhold, er broccoli også rig på en gruppe bioaktive plantestoffer, der kaldes glucosinolater, og som indgår i kålens forsvar mod uvelkomne insekter og stoffer, der kan gøre planten syg. Ganske interessant tyder forskning på, at de stoffer, der beskytter planterne, også kan hjælpe med at beskytte os mennesker mod sygdomme, bl.a. forskellige former for kræft. Meget interessant! Og meget komplekst.
Forskerne interesserer sig blandt andet for glucosinolat-stoffet sulforaphane, der findes i rige mængder i broccoli. Flere laboratorieforsøg viser nemlig, at det kan spille en rolle i forhold til forebyggelse af flere former for kræft. Der er også kostundersøgelser, der indikerer, at mennesker, der spiser mere broccoli og andre grønsager fra samme familie har lavere risiko for at udvikle kræft, mens andre undersøgelser ikke har kunne vise en sammenhæng. Forskerne kun lige begyndt at løfte en flig af sløret for, hvilke mekanismer, der er på spil, og der vil gå år før det står helt klart.
Har du det som jeg, så tænker du, at hvorfor ikke berige salat-skålen med en håndfuld sprøde broccoli-buketter et par gange om ugen, mens vi venter. Der er nemlig også andre gode grunde til, at broccoli fortjener en plads på tallerkenen.

Godt for hjertet
Broccoli er også en af de grønsager, som forskerne er interesserede i i forhold til at forebygge hjerte- og kar-sygdomme. Broccoli indeholder nemlig både flavnoide- og karatenoide-stoffer, som menes at kunne være med til at beskytte mod hjertesygdomme. Store undersøgelser viser, at risikoen kan nedsættes med helt op til 20 %, og jo mere frugt, grønt og nødder man spiser, jo større effekt. Noget tyder på, at grønsager, der er rige på karotenoider, bl.a. broccoli, rosenkål og gulerødder, er særligt effektive. Der skal stadig mere forskning til, for at kunne sige det med sikkerhed, men hvorfor ikke blande lidt broccoli og gulerødder i frokostsalaten og drysse en lille håndfuld nødder over til et velsmagende måltid med gode vitaminer og plantestoffer, der udover at mætte måske også vil vise sig at kunne styrke dit hjerte.
Hvis du endnu ikke føler dig overbevist om, at broccoli er lidt af en super-stjerne i salatskålen, så bliver du måske interesseret, når du hører, at broccoli også er godt for knoglerne.

Styrker knoglerne
Selvom mælkeprodukter stadig er den nemmeste vej til at få dækket sit calciumbehov via kosten, så kan grønsager som broccoli og andet kål kan være gode at supplere med for at give knoglerne det nødvendige calcium til at holde sig stærke hele livet. Der er også andre grønsager, der indeholder calcium, men det er nemmere for kroppen at optage calcium fra broccoli og andet kål, fordi det ikke indeholder oxalsyre (findes f.eks. i spinat), og calcium fra broccoli er lige så nemt for kroppen at optage som calcium fra mælk. Et andet plus ved broccoli er, at det indeholder C-vitamin, der fremmer optaget af calcium. Til gengæld skal der ca. 2 ¼ kop dampet broccoli til at give samme mængde calcium som 1 glas mælk, viser en oversigt baseret på USDA Food Composition Database. Så brug broccoli og andet kål som supplement til dine andre calcium-kilder. Gå så vidt muligt efter broccoli, der har vokset i jord rig på calcium, for jo mere, der er i jorden, jo mere optager planten, viser forskning.

Bakteriedræber
Forsøg tyder også på, at broccoli er en effektiv bakteriedræber, når det handler om Heliobacter pylori (H. pylori)-bakterien, der kan give mavesår. I et japansk studie fik 20 personer, der led af mavesår på grund af infektion med H. pylori-bakterien, 100 gram broccoli om dagen i 2 måneder, mens andre 20 personer, der også var inficerede med bakterien og dermed også havde mavesår, fik 100 gram af en lignende kål, hvor den eneste forskel er, at den primære forskel er, at kun broccolien indeholder stoffet sulforaphane. Efter 2 måneder viste det sig, at broccoli-gruppen havde færre H. pylori-bakterier og også markant mindre mavesyre, der ellers er karakteristisk for mavesår. Det tyder altså på, at broccoli måske kan have en positiv effekt på mavesår forårsaget af H. pylori-bakterien, men der skal stadig mere forskning til.
Selvom der er et godt stykke vej igen før vi med sikkerhed kan sige præcis hvordan de hundredevis af bioaktive stoffer i grønsager og frugt virker og hvilke muligheder vi har for at spise os til et liv med minimum af sygdom, så er der stærke indikationer for, at ’6 om dagen’ (frugt og grønsager) og ’mindst 2 gange om ugen’ (fisk) kan reducere vores risiko for at udvikle bl.a. flere former for kræft, hjerte- og karsygdomme og type 2 diabetes. Og noget kunne tyde på, at det kan være en god ide også at lade broccoli og dens fætre som blomkål, grønkål og rosenkål finde vej til tallerkenen et par gange om ugen.



Kræft årsag til flest dødsfald

Igennem mange år har hjertekarsygdomme været den hyppigste dødsårsag i Danmark, men nylig statistik fra Sundhedsstyrelsen viser, at kræft nu er den sygdom, som er årsag til flest dødsfald i Danmark.

(Kilde: Kræftens Bekæmpelse). 

Bøger

Banner
+ (alm. trafik takst)

Designet af: chrismacdonald.dk ::